Ny forbedret version af FLIS

Den nye version af FLIS indeholder markante forbedringer i datakvaliteten og skoleområdet er med som det første fagområde.

FLIS-projektet anbefaler, at kommunerne begynder at arbejde i systemet og melder eventuelle fejl ind. Som støtte til kommunernes arbejde gennemfører FLIS-projektet i efteråret en række datavalideringsmøder og uddannelser. Læs mere om uddannelserne her: www.kombit.dk/FLISuddannelse.

Skoleområdet er nu med i FLIS

På skoleområdet udstiller FLIS 143 nøgletal til benchmarking fordelt på kategorierne skoler, klassekvotienter og elever, afgangsprøver, specialundervisning, fravær og personale og økonomi.

Skoleområdet er testet grundigt inden lanceringen i FLIS, bl.a. på baggrund af national statistik og med stor hjælp fra fokuskommuner. FLIS projektets tests viser en god datakvalitet fra starten. Samtidig er det dog forventeligt, at der kan være visse kommunespecifikke udfordringer, som ikke er fanget i testene. Derfor betragtes skoleområdet som ”test i produktionssystemet” i de næste 2 måneder. Kommunerne opfordres til at kvalitetssikre data og melde eventuelle fejl ind via FLIS. Efter perioden med ”test i produktion” vil området blive endeligt klarmeldt. 

Som inspiration til brug af data på skoleområdet har vi også lavet en video. Se denne på http://www.kombit.dk/node/715/media_viewer/field_media/1

Forbedringer på økonomiområdet og nye kontrolrapporter

På økonomiområdet er der også sket forbedringer. Økonomitallene forventes nu at have en tilfredsstillende høj kvalitet, hvilket er blevet bekræftet på datavalideringsmøder med seks kommuner inden sommerferien.

I arbejdet med at teste FLIS for at sikre datakvaliteten har vi tilføjet 6 kvalitetsrapporter til økonomiområdet. De tilføjede kvalitetsrapporter kan anvendes til at afstemme FLIS med kommunens økonomisystem og  til at se, hvor godt kommunens kontoplan afspejler IM kontoplanen. I FLIS er der en vejledning tilgængelig, som beskriver brugen af kontrolrapporterne.

FLIS-data i kommunens egne systemer

Ift. udlæsning af data fra FLIS til brug i kommunens egne systemer er der i version 1.3 tilføjet funktionalitet, der tillader dette. Se KOMBIT.dk/flis for en instruktion til, hvordan datapakkerne kan bestilles, hvordan kommunen sikrer hvilke dataniveauer de ønsker, fra hvilke systemer og for hvilke områder, der ønskes data fra.

Fremtidig indsats vedrørende datakvalitet og ny projektleder

I FLIS-projektet arbejder vi fortsat meget fokuseret på at forbedre datakvaliteten i systemet. Der er på FLIS’ hjemmeside en oversigt over status på data for de enkelte områder, samt de udfordringer, der fortsat er. Som ovenfor nævnt vil FLIS-projektet i efteråret gennemføre en række datavalideringsmøder i kommunerne.

Da FLIS nu overgår fra at være et udviklingsprojekt til et implementeringsprojekt med fokus på den kommunale forretning, gevinstrealisering og implementering overtager Thomas Mørk Glintborg projektlederrollen. Thomas har bred erfaring med projektledelse og interessevaretagelse fra jobs i Sirius It, Frederiksberg Kommune og KL.

Brian Jørgensen bliver projektleder på genudbuddet af NemRefusion i løbet af september. NemRefusion skal genudbydes i 2014.